Aversi Kirke

Aversi Kirke er beliggende i Næstved Provsti, Roskilde stift. Sydøstsjælland. Kirken nævnes i skriftlige kilder fra o.1370, men der findes ikke spor efter en romansk kirke i murværket. Den nuværende kirke består af kor og skib opført i gotisk tid samt tårn, våbenhus og sakristi mod nord opført i sengotisk tid, alt i munkesten. Koret hviler på en dobbelt skråkantsokkel og har mod nord en savskiftegesims bag sakristiet, i korets østgavl anes en tilmuret vindues-tregruppe, taggavlen er fornyet i 1876-77. Fra tårnets mellemstokværk kan man se den oprindelige vestgavls blændingsdekoration. I våbenhuset er opstillet gravsten over præsten Wellas Mogensøn (død 1618) og præsten Søren Rasmussen Lund (død 1690).